Bro-spærringer på Limfjorden

Aalborg

I forbindelse med Powerboat P1 Grandprix afspærres et område, der strækker sig fra Limfjordsbroen til Limfjordstunellen, hvilket betyder at man ikke kan sejle igennem.

Der er spærret i følgende perioder:

Fredag den 9. juni 2017 10:00 – 17:30
Lørdag den 10. juni 2017 08:00 – 17:00
Søndag den 11. juni 2017 08:00 – 16:00

Der vil være mulighed for eskorteret øst- og vestgående gennemsejling for trafik i følgende perioder:
Lørdag den 10. juni 2017 12:45 – 13:45
Søndag den 11. juni 2017 12:45 – 13:30
Ønsker man et skib i eskorten, skal dette meldes til Aalborg Havn

I forbindelse med DGI Landsstævne 2017 – Åbningsparade er der også nogle restriktioner:

Af sikkerhedsmæssige årsager afspærres et område der strækker sig fra vestgrænsen af ”større både zonen” til Limfjordstunnelsen – se DGI bilag – i følgende perioder:
Onsdag den 17. maj 2017 18:30 – 21:00 (Generalprøve)
Torsdag den 29. juni 2017 18:30 – 21:30
Efter paraden kan både og skibe frit bevæge sig på fjorden.

Se høringsbrevet her.

Oddesundbroen

I perioden 1. april til 21. maj 2017 vil broen være spærret det meste af døgnet. Der vil faktisk kun være ganske få åbninger:


 

 

 

Se tilladelsen her.

Spændingssejladsen afviklet

Tirsdag aften blev årets første aftenkapsejlads, SPÆNDINGSSEJLADSEN, afviklet i jævn vind, fin himmel, men kun 5 – 6° varmt.

Formentlig p.g.a. det meget kolde forår, hvor det faktisk sneede flere gange tidligere tirsdag, var der næsten ingen både i vandet, og kun 3 både mødte op til start.

Spændingssejladsen er tænkt som en “tune-in” sejlads, hvor man får checket, om riggen står rigtigt og om det hele fungerer. Det må man så håbe de andre både får gjort inden næste tirsdag, hvor forårsseriens 8 pointsejladser starter.

Resultatet af spændingssejladsen kan ses her.

Klubhusdag

Så starter sæsonen lørdag den 29. april med klubhusdagen.

Kl. 09:00: Fælles morgenkaffe med gl. dansk
Kassereren uddelegerer arbejdet

Kl. ca. 13 er klubben vært ved en fælles frokost, øl og vand m.v. kan købes.

Kl. 15:00 er der standerhejsning med sang og tale.

Og hvem ved, måske bliver der inproviseret fest om aftenen!

Vi håber på godt vejr og en god sæson.

PS. Husk at bidrage til Skt. Hans-bålet med rent træ og grene – det gi’r miljørigtig hygge.

Ny sæson og nye aktiviteter i 2017

I de kommende uger starter aktiviterne  for sommersæsonen. Sommervejret lader vente på sig i år, men bare vent ! – det kommer!

60+ har gjort deres til, at Lemvig Sejlklub er klar til sommerhalvåret ved at have  anlagt en fin terrasse udenfor klubhuset til brug for medlemmer og gæstesejlere. Stor tak til 60+ for initiativet.

Lemvig Kommune vil i løbet af sommerhalvåret opsætte cash- loader i forgangen v/ klubhuset, så betaling for gæstesejlere og strømforbrug på broerne  for såvel medlemmer og gæstesejlere skal afregnes her.  Lemvig Kommune har besluttet, i samarbejde  med LS , at grusvejen tværs over græsarealet belægges med fliser. Arbejdes forventes påbegyndt i august måned. Dette betyder, at området får et face lift, samtidig med, at kørsel med bådvogne og traktor forbedres.

Klubhusdagen og standerhejsning er i år lørdag den 29. April – se omtalen af dagen nedenfor på siden. – Vi håber rigtig mange af medlemmerne har mulighed for at komme til klubhusdagen. –  men allerede i ugen op til klubhusdagen er aktiviteterne startet op i de forskellige afdelinger i klubben – surfafdelingen, kapsejlads, voksensejlerskole, og i den første uge i maj optimisterne. – se datoer og tidspunkter i kalenderen og i annoncen fra Lokalavisen.

Sæsonen byder på flere fællestur og fællesarrangementer – og datoerne er fastlagt. Sæt X i kalenderen , og  benyt muligheden for sejlads og fællesskab.

Fredag den 26. Maj er der igen i år VILD med VAND aktiviteter og ÅBEN HAVN i Lemvig Havn. Lemvig Sejlklub er sammen med Lemvig Kommune ansvarlig for dagen i samarbejde med andre klubber og interessenter i og omkring Lemvig Havn.   Sejlklubben får brug for hjælp af medlemmer til bl. andet  ÅBENT BÅD arrangement, hvor interesserede kan komme ombord og se en båd indefra og fra cockpittet.

Lemvig Sejlklub afvikler årets første fællestur fra Fredag den 26 maj til lørdag den 27maj. Bådene mødes i Lemvig Havn og deltager i Vild med Vand aktiviteterne  fra 14:00 til 18:00. Der er mulighed  at høre lokale bands spille på havnen, idet der er musik på kajen fra 10:00 og resten af dagen og aftenen på kajen!

Lørdag den 17. juni er der fra kl. 13:30 og resten af dagen og aftenen AKTIVITETSdag for børn og voksne i og omkring  sejlklubben klubhus. Her arrangeres mange fællesaktiviteter for børn og voksne , hvor man kan prøve  alle de aktiviteter som sejlklubben byder på –  SUB ( stand up padling), surfing, jollesejlads sejlads i kølbåd, kajak, samt nogle fælles landaktiviteter for børn og voksne. Dagen afsluttes med fælles grill til medbragt mad. Her får I muligheden for at prøve aktiviteter på tværs i klubben, og få en hyggelig dag med medlemmer som I måske ikke møder til daglig i klubben.

Fredag den 23. juni er de Skt. Hans arrangement med fællesspisning og bål. Dette arrangement plejer at være et tilløbsstykke – med mad fra grillen.

Lørdag den 24.og Søndag den 25. er der fællestur til Thyborøn, hvor der er mulighed for at benytte FRIHAVNS aftalen som Lemvig Sejlklub har lavet med Lemvig Thyborøn Turistforening for 2017 sæsonen.. Benyt lejligheden til at vise Lemvig standeren i Thyborøn Havn, hvor der er fine forhold til gæstesejlere i Nordbassinet.

Lørdag den 26. August og søndag den 27. August arrangeres den traditionelle AGGER fællestur. Benyt lejligheden til en sejltur langs Thy-land, og nyd den fantastiske natur der er omkring Agger. Lemvig Sejlklub har i en årrække lånt Vestervig Roklubs klubhus til fællesspisning denne weekend, så start motoren eller sæt sejlene , og stævn mod Agger denne weekend.

Fredag den 15. September og Lørdag den 16. September er er KRABBEFESTIVAL i Lemvig Havn. Lemvig Sejlklub arranger fællestur til Lemvig Havn for at deltage i festlighederne, og Kapsejladsudvalget krydrer dagen med at afvikle AFSLUTTEREN- sæsonens sidste kapsejlads med start og mål i Lemvig Havn lørdag den 16. September.

Med ønsket om en god sejlersæson

Bestyrelsen, Lemvig Sejlklub

Kort nyt fra 60+

Kort 60+ nyt!

Vi iler med en datoændring. Den næste fællesspisning var som tidligere meddelt fastsat til torsdag den 27. april. Men efter nærmere omtanke – og det er aldrig for sent at tænke sig godt om – passer denne dato meget dårligt, idet vi har arbejds- og festdag med standerhejsning i klubhuset lørdag den 29. april.

Derfor flytter vi fællesspisningen til torsdag den 20. april 18.30!!!

Desuden har vi fuld gang i arbejdet foran klubhuset med etablering af en ny terrasse til spiseborde med lækroge. Vi håber, at resultatet vil være til glæde for klubbens gæster og egne medlemmer – ja, for alle der nyder den smukke natur.

Torsdag den 13. er helliget påsken – derfor ingen aktivitet i ”60+ klubben”. Vi ses den 20. april!

På gruppens vegne

Thorkild

 

INTRO-AFTEN for “DRØMME-KAPSEJLERE”

Det er sjovt at kapsejle. Vil du med ?

DET ER PÅ ONSDAG DEN 29. MARTS 2017 KL. 19:30 i KLUBHUSET

Vi ved, at der er en del medlemmer, der overvejer at deltage i kapsejladserne, som foregår tirsdag aften i sejlsæsonen + et par ekstra distancesejladser.

Måske bliver det ved overvejelserne, fordi man ikke rigtig kan overskue, hvordan man kommer i gang – man møder jo nok ikke bare op til den første sejlads og siger, at ”jeg vil da gerne med til kapsejlads”.

Vi vil derfor invitere til denne introduktionsaften for ”drømmekapsejlere”

Her vil vi bl.a. fortælle om, at kapsejlads ikke behøver at være kompliceret og at man med nogle få grundregler, sagtens kan sejle sammen med andre både. Vi vil også fortælle om det store udbytte man får, ved at trimme sejlene under sejlads – noget som man også har glæde af, når man sejler tursejlads, og om glæden ved det sociale samvær med pølser og øl/vand efter sejladsen.

Vi vil, hvis der er stemning for det, tilbyde at arrangere et par torsdagssejladser her i foråret, med ”kapsejlads for sjov”, hvor en erfaren kapsejler kommer ombord på din båd og hjælper med trim m.v.

Kender du andre, der også kunne være interesseret, så tag vedkommende med – også selvom de ikke er medlem af klubben.

Dagsorden

1 Velkomst Når der er 2 både på vandet er der dømt kapsejlads – sådan er det bare.
Men hvordan kommer JEG i gang og kan man sejle kapsejlads i MIN båd?
Er det ikke alt for svært?
2 Vigereglerne Hurtig gennemgang af overlap, styrbord/bagbord, luv/læ, mærker/hindringer.
3 Banen Man skal have en bane med start og mål for at sejle kapsejlads.
Overordnet gennemgang af klubbens banesystem.
4 Løbsinddelingen / Starter Løbsinddeling, da ”lige børn leger bedst”
5 Målereglen Hvordan kan forskellige både sejle mod hinanden?
Kort intro til Dansk Handikap, som er det danske system.
6 Riggen Hvordan stiller man sin rig, hvor kan man få hjælp? Gode råd på hjemmesiden, erfarne sejlere, stram til du tror det går i stykker, og giv det en omgang mere.
7 Trimmet Hvad er højde og hvad er fart, hvordan får man det? Hvad er justeringsmulighederne?
8 Prøvesejladser Vi vil invitere til 1-2 prøvesejladser et par torsdag i maj måned, hvor der kommer en erfaren kapsejler ombord hos DIG
9 Mere teori Hvis der er stemning for det, vil vi til næste vinter holde 1-2 teoriaftener omkring kapsejladsregler og trim.
10 Sæsonen 2017 Der holdes for alle kapsejlere et kapsejladsmøde onsdag den 5. april 2017 kl. 19:30 i klubhuset, hvor rammerne for den kommende sæson gennemgås.
11 Eventuelt Gode idéer er velkomne.
Spørgsmål, der ikke er besvaret undervejs.

Med venlig hilsen
Sejladsudvalget

Fællesspisning i klubhuset

I fortsættelse af forslag fra visionsaftenen og drøftelser i ”60+ klubben” inviterer Lemvig Sejlklub til en nyskabelse i dette forår torsdag den 30. marts og torsdag den 20. april. En forhåbentlig og mulig fortsættelse afhænger af ønsker og fremmøde.

Ideen er, at vi for interesserede blandt klubbens medlemmer arrangerer fællesspisning i vort dejlige klubhus fra kl. 18.30. Mange af os kender hinanden rigtig godt og nyder selskabet, men forhåbentlig rammer vi også et selskabsønske hos andre og eventuel nye medlemmer.

Rent praktisk tænkes arrangementet gennemført uden særlig omfattende planlægning. Enhver deltager – ethvert par kommer med færdiglavet mad, som enten er en forret, en hovedret eller en dessert. Alt efter, hvad man ønsker at lave. Og hvis alle medtager 50-100% mere end man umiddelbart kan spise – altså f.eks. 2 personer tager en ret med til 4 – så er der mad nok til alle. Ved ankomst sætter man sin mad på et stort ”tag selv bord – et buffet bord”, hvorfra vi så alle kan nyde de mange spændende retter. Mulige rester tager man blot med hjem igen.

Passende drikkevarer medtager man selv.

Vi tænker, at klubben er vært ved en kop kaffe ( i hvert fald den første aften ) til mulige medbragte småkager.

På initiativgruppens vegne / 60+erne!