60+nyt

60+ nyt!

På grund af uge 7 – vinterferie for skolerne her i området – holder vi i ”60+ klubben” også fri. Andre aktiviteter trænger sig på såsom skiferie, mulige aktivitetsopgaver med børnebørn, museumsbesøg o.s.v.

Derfor lukket torsdag den 16. februar.

På gensyn den 23.

På gruppens vegne

Thorkild

Vinteraktiviteter 2017

Kalenderen viser 2017, og dagene er begyndt af blive længere. Der er dog stadig et stykke tid inden bådene søsættes igen til 2017 sejlersæsonen.

Det betyder ikke, at der ikke er aktivitet i Lemvig Sejlklub. 60+ klubben mødes torsdag kl. 09.00, og har lige sat gang i et nyt projekt med lydisolering af stueplanet i klubhuset. Kom og deltag – der er plads til flere i 60+

Vintersvømningen er netop startet op, og der er gratis svømning i Feriecentrets svømmehal ONSDAGE fra kl. 18.30. Benyt muligheden for at træne svømmefærdighederne, og eventuelt samvær efterfølgende i klubhuset. Der er plads til mange i bassinet, så prøv at møde op onsdage !

Der er i vinterhalvåret mulighed for at deltage i følgende aktiviteter i klubhuset:

ONSDAG den 8. februar kl. 19.30 kommer en rep. fra Danske Tursejlere og fortæller om foreningen og de muligheder Danske Tursejlere giver sejlerne.

ONSDAG den 22. februar kl. 19.30 afholdes VISIONSAFTEN.  Her vil bestyrelsen gerne have nye ideer til aktiviteter fra medlemmerne. – Kom og drøft og luft fremtidsdrømme og visioner for Lemvig Sejlklub.

ONSDAG den 8. marts kl. 19.30 kan interesserede blive klogere på VHF radioen og brug af VHF og VHF med DSC. Har du ikke taget radiocertifikater, eller vil du gerne opdatere på brugen af Nød, il-og sikkerhed til søs.  Hvad betyder MMSI, Distress Alert, EPIRB, SART, og kan en transportabel VHF bruges ?   Peter Møller der er medlem af Lemvig Sejlklub, og sejler Targa 96 vil vise og fortælle. Peter underviser til daglig på Fiskeriskolen i Thyborøn.

ONSDAG den 22. marts kl. 19.30 vil Mariann og Torben Holm fortælle om deres sejlerliv- om langtidssejlads med udgangspunkt i Lemvig, –  og en veludviklet evne til sjældent at nå turmålet, og alligevel ha´lyst til at blive ved med at sejle !

Godt Nytår 2017

Bo Ravn, formand

 

60+erne!

Sker der noget hos klubbens 60+ere?

Javist gør der det. Vi mødes stadig om torsdagen kl. 9.30 til den obligatoriske kaffesnak. Igennem samtaler og fortællinger forsøger vi at finde løsninger og højne den enkeltes niveau på det politiske verdensbillede i DK. Og der har i dette efterår været nok at tage fat på. Men muntert har det været! Desuden briefer vi hinanden om muligt nyt fra sejlklubbens ”liv”.

Vore både er selvfølgelig taget af vandet og sat på stativ – måske endda kørt under tag i en af hallerne. Herefter forestår nu vinterens vedligeholdelses- og renoveringsopgaver. Men den tid – den glæde!

På de fælles og praktiske opgaver ved vort klubhus har der også været aktiviteter. Vi har renoveret og malet (kommunens) stakit ved bro 2, ligesom bord og bænk er rengjorte. Endvidere er afløbsrørene under håndvaskene på de to små toiletter blevet fornyede. Det ser rigtig flot ud! Ligeledes er der opsat nyt lys over opslagstavlen i entreen.

Og det var lidt om de små opgaver. Herefter en lille orientering om kommende større vinteropgaver. Klubbens bestyrelse har besluttet, at der skal opsættes et mere lyddæmpende loft (træbeton som på 1. sal)i klubhusets stueetage. I henhold til aftalen med leverandøren modtager vi pladerne torsdag den 15. december (før frokosten). Sådanne plader skal helst tilpasse sig husets klima før opsætning. Når dette er sket på første sal, forventer vi at sætte det nye loft op mellem bjælkerne i januar. Om dette arbejde og tidspunkter senere i en ny skrivelse.

Desuden har vi givet tilsagn om en hjælpende hånd, når de gamle og rustne containere til kajakkerne skal væk og erstattes med et rigtigt hus til foråret. Det kan KUN blive smukkere!!!

Sidst men ikke mindst i denne omgang. Vi holder julefrokost nu på torsdag den 15. december. Alligevel begynder vi som altid med kaffen kl. 9.30 først. Mød op og gør også denne sammenkomst festlig!

På gruppens vegne

Thorkild