“Bestyrelsen har her i eftersommeren besluttet, at årets Generalforsamling skulle være rammen for udnævnelse af KNUD KRISTIAN WRIST som nyt æresmedlem i Lemvig Sejlklub.
Det er udnævnelse nr. 9 i klubbens 93-årige historie, så det er ikke en hverdagsbegivenhed.
Når man får titlen ÆRESMEDLEM er det en slags ”Hall of Fame” man bliver inviteret ind i, og diplomet kommer på ”æresvæggen i klubhuset!”
At blive æresmedlem i Lemvig Sejlklub betyder, at man som person har ydet et langt og ekstraordinært engagement i klubben. En indsats der er ud over det sædvanlige og som hyldes af hele Lemvig Sejlklub med den sjældne og ærefulde titel som Æresmedlem.
Knud Kristian Wrist har netop i år været medlem af Lemvig Sejlklub i 50 år.
Knud Kristian startede som optimistjolle sejler, og var med i det kuld af juniorsejlere der selv byggede deres joller.
Han har gjort sejlerkarrieren videre i kølbåde, og i rigtig mange år med kapsejladsen som omdrejningspunkt, men da 101´eren blev udskiftet til Omega 34’eren fik også tursejladsen en plads i oplevelserne på vandet.
Det er nu hverken KKs evner som kapsejler eller tursejler han hædres for – disse to ting er jo en præmie i sig selv at deltage i – MEN: for det mangeartede store organisatoriske arbejde du har ydet i Lemvig Sejlklub gennem rigtig mange år – og som vi både forventer og håber du vil fortsætte med.
Du har en god evne til at gå i dybden med de ting du beskæftiger dig med, og har gennem årene ydet en kæmpe indsats med hensyn til administration af marinaen. Du har via dit arbejde teknisk indsigt, og det har Lemvig Sejlklub nydt stor gavn af.
Du har været klubmåler gennem en lang årrække, og har opmålt rigtig mange både i klubben.
Din interesse for tal og statistik, it og nytænkning fornægter sig heller ikke.
Lemvig Sejlklub var én af de første klubber der forsøgte sig med lokale handicapmål til klubsejladserne, efter et sindrigt udtænkt KK system.
KK har været medlem af bestyrelsen i gennem mange år, har haft organisatoriske poster i Limfjordskredsen og Dansk Sejlunion, og herigennem ydet en stor indsats, og arbejder naturligt videre sammen med bestyrelsen for at udvikle sejlklubben.
KK har været, og er foregangsmand i medlems-kommunikationen gennem mange år i samarbejde med ægtefællen Irene omkring klubbladet SPRØJTEN, og i de sidste par år ved udvikling af og som Web master på vores hjemmeside Lemvig Sejlklub.
Internet og hjemmesider kan virke som et flygtigt medie, men KK har formået at designe en hjemmeside som både er nyhedsformidlende samtidig med, at han har brugt rigtig mange timer på at fastholde historien i Lemvig Sejlklub via dette medie.
Begge ting er vigtige for en klub anno 2015, og bestyrelsen er glad for, at du har haft energi til at fastholde Lemvig Sejlklubs historie. Netop dette vil der være mange foreninger, der vil misunde os.
Vi må huske, at vi kun har sejlklubben til låns, og at vi har en forpligtigelse til at udvikle den i denne tid, så den stadig kan stå som et godt tilbud til sejlere i vores nærområde, samtidig med, at vi ikke glemmer, at der har været sejlere før os der er medlemmer i dag vi kan takke for det samme.
Dette har du været garant for i mange år !”
TILLYKKE fra
Bestyrelsen Lemvig Sejlklub
Bo Ravn
formand
Knud Kristian Wrist blev i øvrigt også udnævnt til Årets Lemvig Sejler i 2000. Læs mere her.