Æresmedlem Ejvind Madsen er død.

Æresmedlem af Lemvig Sejlklub Ejvind Madsen døde 22. november 2019, 97 år gammel.

Ejvind blev medlem af Lemvig Sejlklub 1. maj 1977, hvor han og Ragnhild købte deres første båd – en Junker 22. Båden blev få år efter udskiftet med havkrydseren TERNEN, en Junker 26, som Ejvind frem til 2006 sejlede med sikker hånd. Det blev til over 50.000 sømil i Ternen, foruden de mange sømil, hvor Ejvind hjalp andre medlemmer med transport- og feriesejlads. Sidste solotogt i Ternen var som 83 årig – en rundtur, Thyborøn, Sørlandet, Bohuslen, og retur til Lemvig via Limfjorden.

Derefter var Ejvind med på flere sejlture, og de seneste år via mobiltelefon hvor han på “kommandocentralen” på Jens Søndergaards Vej fik meldt positioner ind fra mange af klubbens medlemmer. Ejvind havde således styr på feriesejladsen for mange af klubbens både, og manglede man en god ankerplads eller viden om en anden båds position ringede man blot til Ejvind !

Han var “sømand af verden” – og har sejlet sin sidste tur – Ære være Ejvinds minde

Bestyrelsen for Lemvig Sejlklub

Motivering for udnævnelse af Ejvind Madsen til ÆRESMEDLEM den 25. november 2009

Det er mange år siden, at Lemvig Sejlklub sidst udnævnte et æresmedlem. Det er mig derfor en særlig glæde i år at meddele, at bestyrelsen har besluttet at udnævne et æresmedlem.

Ved udnævnelsen har vi fokuseret på en person, som med sin usædvanlige store hjælpsomhed, er kendt af de fleste medlemmer af Lemvig Sejlklub.

Mangen en nybegynder er hjulpet til rette med at håndtere sit grej og han har medvirket mange gange, når en nyanskaffet båd skulle sejles til sin nye plads i Lemvig Marina.

Og han var såmænd også med på både den ”store” herretur til Norge i sommers og på den traditionelle herretur på Limfjorden i oktober.

Modtageren af æresprisen, har således på sin helt egen og positive facon, været et ikon på den hjælpsomme ånd i Lemvig Sejlklub.

Forrige år modtog jeg et postkort fra en svensker som bad mig hilse en mand, der altid indledte sine historier med ”jeg kan huske”. Den stakkels svensker kunne jo selvfølgelig ikke skrive den rigtige vending, nemlig at der altid bliver indledt med ”A ka’ howe engang”.

Og så er han født samme år som Lemvig Sejlklub blev stiftet! 1922

  Kai Werner Hansen
Formand f. Lemvig Sejlklub 2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.