Vi er nu så langt, at vi godt tør melde lidt ud om status m.v. på kranen.
Årsag til hændelsen
Som bekendt var årsagen til uheldet med kranen, at wiren sprang 2 steder, nemlig lige præcis de 2 områder af wiren, der har været fikseret i hejseværkets krogblok, når kranen ikke har været i brug.
Derved har wiren været tvunget frem og tilbage på dette lille område af vind og andre små bevægelser. Når krog med åg er fikseret på en sådan måde, vil selv små vindstød give wiren store lokale belastninger.
I saltholdig og fugtigt miljø forårsager dette, at wiren er blevet drænet for smøremiddel i det pågældende område. Smøremidlet er blevet trykket/skyllet ud fra wirens kerne til overfladen. Desto mere den er blevet tvunget frem og tilbage, er virkningen af fugtafvisende smøremiddel forsvundet og saltholdig fugt har kunnet trænge ind i kernen af wiren. Wiren er så tæret indefra lidt efter lidt, desto flere gange den er blivet fikseret i dette område. Wiren bar ikke præg af at være flosset eller haft yderligere tæringer ud over ved bruddet.
Det er vurderet, at når kranen ikke var i brug, var den ofte parkeret med krydsåg, der var fikseret med strop i jordanker. Dette har været gjort så åget ikke hang og svingede ved vindpåvirkning, dog har det også bevirket, at kranen i princippet har været parkeret med byrde, og dermed bevirket ovenstående tvungne bevægelser i samme område, hver gang, da det har været samme længde stropper, der har været anvendt ved parkering.
Det er der sket siden uheldet
Hejset er nedtaget, og gennemgået for eventuelle skader hidrørende fra den pludselige aflastning ved wirebruddet.
Stålkonstruktionen og svejsninger er undersøgt for deformationer, tæring og eventuelle skader efter wirebruddet.
Der er udfør NDT (non destructive test) fx gennemlysning af svejsninger de steder, hvor der har været tvivl om skader (f.eks. hoveddornen i toppen af kranen.
Alle disse ting er foretaget her efter nytår og udlæggeren er kommet på plads igen.
Beslutning
Der har været en del forhandlinger med forsikringsselskabet og med kranfirmaet. Vi har brugt forsik-ringserstatningen som hjælp til køb af nyt hejs, som vil komme til at koste ”krankassen” ca. 100.000 kr. og der blev afgivet en bestilling lige før jul.
Og hvad er der bestilt?
Adapterstykke for nyt hejs
Nyt skjold over hejs med glideskinner
Nyt 10 ton hejs
Tidsplan
Tilbagemeldingen lyder på,at DG Cranes har alle stumper hjemme og kan begynde at samle hejset i deres produktion i uge 11.
Når det er samlet og testet kommer de til Lemvig og installerer det hele primo april!
OBS: Ændringer
Der er her for nylig kommet en ny bekendtgørelse fra Arbejdstilsynet der betyder, at vi fremover kun må løfte 8 ton inkl. åg uden at have certifikat. Det betyder, at alle både over 7,5 kræver certifikat.
Kranen må og kan dog stadig løfte 10 tons. Vi vil i nærmeste fremtid kontakte alle kranførere og høre, om der er nogle der har et krancertifikat og som derfor må løfte op til 10 ton.
Som det har været hidtil, har kranen slået fra, når båden vejede mere end 10 ton. Sådan vil det også være fremover.
Men det vil også blive sådan, at kranen slår fra ved 8 ton. Skal man løfte mere end 8 ton, skal man have fat i en kranfører med certifikat, som så skal have fat i en nøgleafbryder hos de kranansvarlige.
I øvrigt kommer der et display på kranen, der viser hvor tung byrden er.
Der vil også komme en instruks om, hvordan kranen fremover ”parkeres”, således vi undgår tæring af wiren.


