Standerhejsning og sæson 2020

Lemvig Sejlklubs stander vejer igen ved klubhuset.

Rudi Bekker, formand for jolleudvalget og
næstformand i LS, Kaija J Andersen klar med klubstanderen.

Klubstanderen markerer, at sæsonen med aktiv sejlads og udendørsaktiviteter i de forskellige afdelinger er i gang. Der har været tradition for, at standeren blev hejst på “klubhusdagen”, hvor medlemmer samles til fælles aktiviteter den sidste lørdag i april.

Corona krisen har også ramt sejlsporten og Lemvig Sejlklub siden midten af marts. De sidste vinteraktiviteter blev aflyst, og sæsonstarten og sejleraktiviteterne er ramt.

Ved standerhejsningen 2020 var kun Lemvig Sejlklubs 7 bestyrelsesmedlemmer til stede. Vi manglede de mange medlemmer som gerne ville dele oplevelsen og fællesskabet omkring klubben.

Bestyrelsen har, efter indstilling fra de enkelte udvalg besluttet hvilke aktiviteter vi kan starte op med på en sundhedsforsvarlig måde i Lemvig Sejlklub.

Kapsejlads kølbåde: Starter op som Two- Star sejlads ( besætning på 2 personer) og single hand tirsdag den 5. maj. Medlemmer der er bådejere får tilsendt særskilt besked.

Voksensejlerskole: Åbner kun for “frigivne medlemmer”, dvs. medlemmer der selv kan håndtere IF skolebådene. Der optages ikke nye sejlere i voksensejlerskolen pt, og de medlemmer der allerede har meldt sig til undervisningsforløb, og som ikke er frigivne kan vi ikke for nuværende tilbyde sejlads i Voksensejlerskolen. Der udsendes særskilt besked til medlemmer der er tilmeldt.

Jollesejlads: Træningen (optimist og Zoom8) opstartes i uge 19 med max: 10 sejlere, trænere og forældre. ( kun erfarne sejlere) Sejlere og forældre vil blive informeret om retningslinjerne for sejlads inden opstart. Nybegyndere og evt. nye sejlere vil ikke kunne deltage indtil videre. Våddragter udlånes til personlig brug. Omklædnings- og baderum er lukket.

Surf og SUP: Der er kun åben for SUP og surf for “frigivne” medlemmer der har fået udleveret nøgle. Dragter udlånes til personlig brug. Omklædnings- og baderum er lukket. Ingen optag af nye medlemmer , og ingen træning for medlemmer der ikke er frigivne. Der udsendes særskilt besked til afdelingens medlemmer.

Mini 12m: Ingen sejlads.

Duelighedsundervisning: Der undervises ikke i øjeblikket. Peter Møller der er underviser har skrevet og er i kontakt med deltagere. Vi håber på en åbning inden sommerferien så teoriforløbet og eksamen kan gennemføres inden sommerferien ved hjælp af en nødplan.

60+ : Ingen aktivitet indtil videre !

Bådejere: ( motor- og sejlbåde)

Der henvises til de retningslinjer som tidligere er meddelt via direkte udsendelse til medlemmer. – ( se også under nyheder på hjemmesiden)

Husk at bådvogne ikke må henstilles på græsarealet ved klubhuset efter søsætning. Rep/ veligehold. af både skal foregå enten på spulepladsen ved kranen eller på vinteropbevaringsområdet ved bådehallerne. Græsarealet er kun til korte ophold for master og vogne før og efter søsætning..

Frihavnsmærker FH 20 uddeles til både i Lemvig Marina – hægtes på bådene i uge 19.

BEMÆRK: Thyborøn Lystbådehavn ( Nordre Bassin ved Den Røde Hal) er fra denne sæson omfattet af Frihavnsordningen (FH 20). Betaling 40 kr. ved automaten. Lemvig Byråd har vedtaget nye takster for Lemvig Havn, Lemvig Marina og Thyborøn Lystbådehavn. Priserne er harmoniseret for de 3 havne. Prisen for overnatning for ikke FH 20 medlemmer er 119 kr. pr. døgn for de første 3 døgn, og herefter 40 kr. pr. døgn. Både der er medlem af Frihavnsordningen skal også betale 40 kr. pr. døgn- også efter de 3 første døgn som FH20 ordningen omfatter.

Bestyrelsen for Lemvig Sejlklub har besluttet, at nye bådejere får LS standeren som en velkomstgave. Der er ikke mindre end 17 nye bådejere siden 1. Juli 2019. Det er et imponerende antal .

VELKOMMEN til klubben og til sejlads med den røde L stander under nederste bagbords saling på sejlbåde og på et egnet højt sted for motorbåde.

Alle medlemmer : Klubhuset og toiletterne i klubhuset er fortsat LUKKET. Det er muligt at benytte Lemvig Kommunes toilet der er placeret ved Vestgavlen på klubhuset tæt på Miljøstationen.

Adgang til toilettet kræver havnekort som kan trækkes i automaten i forgangen af klubhuset. ( Der skal betales depositum for kortet – som tilbagebetales ved aflevering af kortet i automaten)

Forgangen i klubhuset vil være tilgængelig af hensyn til Betalingsautomat og krannøglebox for kranførere. (HUSK : afspritning – håndsprit forefindes ! )

Vi håber at Covid19 situationen ændrer sig positivt så det medfører muligheden for gradvis at åbne mere og mere for sejlsportsaktiviteterne. Husk afstands- og antalskrav !

ALLE KLUBMEDLEMMER ønskes, trods alt, en god sæson selv om sæson 2020 ikke har fået den start vi havde planlagt.

Med sejlerhilsen
Bestyrelsen, Lemvig Sejlklub

Facebookinstagram
Facebook