Sidste tur 2021


Begivenhedsdetaljer

  • Date:
  • Kategorier:

Så er planlægningen til vores sidste fællestur ved at være på plads.

Sæt X i kalenderen d.1. til d.4. oktober 2021 – om ikke længere. Festudvalget er arbejdsramte og vil give mulighed for at de SEJE kan have indflydelse på sidste del af turen.

Turen er for ALLE og jo flere vi jo bedre. Det kunne være så sjovt, hvis vi kunne få de nye sejlere med, så spred rygtet og læg gerne lidt pres på. Turen er for alle og her menes, at  alt der kan flyde er velkommen.

I år ligger der et program hen til mandag aften, men ikke mere end der kan laves ændringer undervejs. Dog er festmiddagen i Løgstør lagt fast. Her er der lavet en aftale med Ib havnefoged, med lån af klubhus og mad. Ib har været helt fantastik behjælpelig og har fundet den lækreste mad fra den bedste slagter i miles omkreds til kr. 175,- pr snude. Hovedret og dessert og hvad menuen står på er en hemmelighed – lidt spænding skal der jo være. Ib var enig med os i, at hellere en glad mave end et fornøjet øje, så der talte vi absolut samme sprog.
TILMELDING TIL FESTEN SENEST DEN 20. september 2021.

Planen er at vi vanen tro sejler til Glyngøre og mødes til fællesspisning af egen medbragt mad fredag d. 1.oktober 2021 Kl. 18:00.

Efter maden vil der være mulighed for dem, der har lyst, at sejle ”natsejllads” til Fur havn.

Lørdag morgen /formiddag mødes vi uden for Fur havn og sejler videre til Livø, hvor vi samles til frokost kl. 12:00 Her skal vi ud at strække benene og evt. drikke en medbragt forfriskning et uplanlagt sted. Men det vender vi tilbage til afhængig af vejret og hvad der er stemning for.

Derefter sejler vi til Løgstør og forbereder en fest af en aften, hvor der selvfølgelig vil blive sunget, spist og spillet som sædvanligt. Festudvalget håber på at de glade musikanter, som vi plejer at have fornøjelse af den aften, igen vil underholde os. Hvis andre har samme evner, er de selvfølgelig meget velkomne til at bidrage med hvad de kan. Festen starter kl. 18:00.

Arbejdsopgaver til festaftenen bliver uddelt fredag aften i Glyngøre, så har man jo go tid til at forberede sig.

Underholdningen i år skal vi alle være med til at bidrage til. Selvom vi har hørt mange gode røver/sejler historier igennem tiden, syntes vi som ”nye” sejlere, at det kunne være sjovt at høre de bedste og værste/uheldige oplevelser man kan komme ud for som sejler. Vi ved de findes! – og vi ved også, at der er nogle historier, der endnu ikke er fortalt. Festudvalget har selv et par stykker – også af den pinlige slags. Vi er jo i et lukket forum og vi ved, at ”hvad der sker på efterårsturen, bliver på efterårsturen”, så man kan trygt fortælle om pinligheder.

Turen fra Løgstør og vores videre færd planlægges lørdag eftermiddag / aften, alt efter vind og vejr, men der er lavet en aftale med Thisted sejlklub om at vi er velkomne der søndag aften. Festudvalget ved dog, at nogle ikke ynder at sejl til Thisted i nordvestenvinden fra Løgstør, så den er åben.

Ellers var planen at vi spiser frokost ved ankerpladsen ved Feggerøn eller et passende sted i Thisted Bredning. Efter frokost går turen videre til Thisted, Hvor vi mødes til spisning kl. 18:00.

Mandag morgen går turen videre ned mod Skibsted fjord, det siges at det var der vikingetiden sluttede. Det skal vi ned og se om passer – Preben Heide har beskrevet det i bogen “Limfjorden set fra søsiden”, så det tror vi selvfølgelig på Vi skal ind og undersøge om der findes nogle fine ankersteder til frokosten – Hvis det da er muligt for os at komme derind, ellers går vi til Tissinghuse, hvor der efter søkortet skulle være 2,5 meter. Efter Tissinghuse / skibstedfjord går vi til Jegindø.

Tirsdag morgen ligger der ikke noget fast program, men de resterende både, de ikke ”arbejdsramte”, skal selv have lov til at præge den sidste del af turen af hensyn til vind og vejr.

Vi håber at I vil tage godt imod det nye festudvalg og bære over med de ændringer der er. Vi ved godt at programmet ikke er så fastlagt og planlagt som tidligere, men vi er altid åbne over for positiv kritik. Vi ved jo, at vi er i gode hænder med alle de erfarne sejlere, som vi er i klub med, så vi er helt trygge og sikre på, at vi får en rigtig god tur. En ting er sikker: Vi vil gøre vores til det og vi glæder os.

Tilmelding skal se til Lars Svendsen på SMS 22719671 eller MAIL
Skriv bådnavn – skipper navn og samlet antal personer
Betaling for mad til festmenuen lørdag aften i Løgstør 175 kr. pr snude skal ske til MobilePay 22719671 senest mandag 20. september – husk at skrive navn på skipper og evt. bådnavn.
Har du ikke mobilepay, skal du give besked ved tilmelding, så finder vi en løsning!

Go’ vind
De bedste hilsner fra Festudvalget
Fuld af fart – Brian Nielsen
Mojn – Jimmy Wedderkopp
Amadeus – Lars Svendsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.