Sejlklubben

(UDDRAG fra bogen ”SMILEHULLET”)

Nok var det en privat bro, havnefogeden havde sat op ude pa Gjellerodde, men dels var det jo en træbro, som skulle tages op hver vinter, på grund af isskruninger, og dels var den af en størrelse, som en enkelt mand kunne have sit besvar med at ta‘ ned, og sætte op igen om foråret, så derfor havde han allieret sig med sejlklubbens medlemmer, der kom til at stå for det manuelle arbejde, og derfor også måtte bruge broen.
Ikke at der skete de store ting på Gjellerodde dengang, ja, faktisk var der temmelig øde der ude pa odden, når man lige ser bort fra boghandler Eriksens Diogenes tønde, som var stor nok til, at et par voksne kunne sidde over for hinanden inde i den og drikke en kop medbragt kaffe.
Langt fra et sommerhus endsige en weekendhytte, men vel snarere et bevis pa, hvor stor man i grunden kunne lave en tønde. Maske var det bødkermester Bjerre i Vestergade, der havde stået for den, eller måske havde den haft en fortid som vintønde i Syden.
Lemvig Skole havde også et mindre træhus derude, et sted hvor botanikklasserne rykkede ud og fandt strandvalmuer og andre sjældne planter, og var man heldig, kunne man her se de små præstekraver komme pilende hen over strandsandet.

Det var nu ikke just dem, vi kom for at se pa, når vi, som sejlklubbens medlemmer, fortøjede ved havnefogedens bro, nej, vi gik til venstre ned mod det lille hus, hvor fru Underbjerg havde en kaffestue og et issalg, den eneste forretning som fandtes derude.

En sommeraften i 1951 endte en af disse ture i en forfærdelig tragedie, som rystede hele byen og ikke mindst os, der havde den på tætteste hold.
l 5-6 både var vi en flok, der ville sejle en aftentur til Gjellerodde, noget vi havde gjort utallige gange, og da vi kom til broen, fortøjede vi uden på hinanden, som vi altid gjorde, da der var begrænset plads ved den.
Og som sædvanligt, gik vi i samlet flok ned til kaffehuset og var der en halv times tid, da det pludselig begyndte at blæse op.
Vi løb hen til broen og sprang ned i bådene, der nu lå og huggede ind i hinanden.
Stormen fra Nordøst er taget til i styrke, og det gælder nu bare om at komme i læ under Kabbel, hvilket da også lykkes for os, men BLUE-BELL kan vi ikke se.
Da vi alle er kommet i havn, dyngvåde og trætte, begynder den forfærdelige sandhed at gå op for os og en redningsaktion bliver sat i gang.
Store og mindre kuttere sejler ud og gennemsøger området og finder et par overlevende fra BLUE-BELL, der er kæntret mellem Kabbel og Holmsøre.
Ove, der ejede båden, er druknet.

Den sommer blev der lagt en dæmper på sejlklubbens aktiviteter og vi begyndte vel også at tænke nærmere over, hvad der i grunden var af redningsudstyr i bådene, som for de flestes vedkommende kun bestod af et par korkbælter og en krans af samme materiale, og som hvert år blev malet op, og i øvrigt ikke var meget bevendt, ud over at ligge til pynt på ruffet.

Sejlklubben lå i dvale om vinteren.
Den sidste båd var altid Lehmann Jensens TULLE, der var den største af dem alle.
Den blev stående som en stopklods på hovedsporet, og som følge deraf, var den også den første, som skulle i vandet igen.
Alle de andre blev trukket op af håndspillet og kørt ud til siden, hvor de så blev sat ned af vognen og klodset op, for det var langt fra alle, der selv havde en vogn.
Det var et kæmpe arbejde at trække og skubbe rundt med bådene, som foregik med håndkraft og brede rygge.

Men når de første forårstegn meldte sig, havde man glemt alt om efterårets slæb, nu skulle bådene klargøres og males og stå som nye igen.
Blæselamper og skrabejern hørtes over hele pladsen, og solskinstimerne blev udnyttet til at lakere og male, og forbikørende biler, der sendte en støvsky op fra den grusbelagte strandvej, fik eder og forbandelser med sig fra bådfolket.
Det var næsten altid lidt af et lotterispil, når bådene skulle ud igen, hvordan lå skinnerne ude i vandet, havde isen skubbet rundt med dem eller undermineret dem, så vognene hoppede af sporet.
Hver gang, når vi havde givet det sidste lange skub, stod vi og fulgte vognen og bådens bevægelser, ville den komme helt ud og flyde, eller ville den hoppe af sporet.
Ville den dog bare komme så langt ud, at vi kunne nøjes med at lægge armene på vognen ned, så båden kunne trækkes ud fra siden.
Resultatet blev dog altid det samme, alle bådene kom i vandet, på den ene eller anden måde.
Omme ved isværket kunne vi så sætte kronen på værket.
Masten blev sat på plads i foden, med en mønt imellem, og stagene spændt, og snart stod den første forårstur klar.

Det var altid i Pinsen, og lige så fast lå det, at turen gik til Nykøbing Mors.
Og når provianten var stuvet og lagt ned under dørken, så den rovsede mindst muligt, når vi kom ud i søen, var der kun tilbage at finde et rimeligt tørt sted til soveposerne og køjesækkene, og det var i de fleste både helt oppe foran, hvor bundvandet ikke kunne nå op.
Resten af båden var langtfra sikret mod indtrængende vand, der enten trængte ned gennem dækket, eller i hårdt vejr, ind over cockpitkanten, så var det med at få slækket på skøderne, da kragejollerne ikke var kendt for at være bygget med selvlænsende cockpits.
HAJ var da heller ikke nogen undtagelse, en kragejolle på ca. 20 fod og med en lille kahyt til 2, og i bedste fald, en plads på dørken.
Johann ejede denne bad, og for ham var det aldrig et spørgsmål om, hvor vi skulle hen.
Hans forældre boede i Nykøbing, hvor faderen drev en stor isenkramforretning pa Lilletorv.
Selv var Johann i lære hos isenkræmmer Honoré pa Torvet i Lemvig.
Fredag, efter fyraften, sejlede vi så fra Lemvig og uanset hvilke beregninger vi gjorde os for at sætte tid pa ankomst til Nykøbing, slog disse som regel altid fejl. Det var nok ikke mindst fordi, ingen af badene havde motor ombord, endsige et “piskeris” til at spænde fast pa hækken.
Det var vinden alene og dens luner, der bestemte hvornår vi ville være fremme, og det havde vi taget fuld højde for, i form af rigelig proviant, og små ting til at varme os på.

Pa en af disse tidlige forårsture, hvor vinden havde været stik imod og natten for længst begyndt, kommer vi med store forsinkelser til Oddesundbroen.
Sejler helt op til broen for at påkalde os opmærksomhed, men får ingen reaktion fra brovagten, der hverken kan se eller høre os. Vi er for lille til at skulle have lanterner ombord, hvilket da også ville have været ret omsonst, da vi i så fald skulle gøre plads til et kæmpe batteri, som HAJ bestemt ikke var indrettet til.
Prøver så at lyse på storsejlet med en stavlygte, som heller ikke udløser respons fra manden ved broklappen.
Men igennem skal vi sgu‘, og nu far Tut en idé og finder et jagtgevær frem fra en af kistebænkene.
Tut, eller Christian Rokkjær, som han faktisk hedder, er ligesom Johann, i lære som isenkræmmer, blot hos den konkurrerende Emil Aasted.
Han fisker så en sortkrudtspatron op af kassen og tommer den for hagl, hvorefter han fylder patronen op med groft køkkensalt, lukker den igen, og sætter den så med kendermine i geværet.
Der lyder et øredøvende brag, og en ildsøjle lyser det meste af båden og broen op, og reaktionen lader ikke vente på sig, brovagten er vågnet og kort efter går klappen op, så vi kan komme videre.
Så er der kun tilbage, at finde kosten ved Jegind Tap og komme forbi den på den rigtige side.

Det blev én af de ture, hvor vi kom til Nykøbing hen ad morgenstunden, efter først at have krydset PINEN og PLAGEN’s kurs, to små færger, der sejlede i pendulfart, hvor nu Sallingsundbroen ligger og lidt senere jernbanefærgens, mellem Glyngøre og Nykøbing.
Inde i bunden af havnen, op mod den smukke gule toldbygning, fandt vi de bedste pladser, og så var det tid til at indtage byen i et par dage, uden de store tanker om, hvordan og hvornår, vi ville komme tilbage til Lemvig.
Selv nød jeg godt af Johanns forældres gæstfrihed, der bl.a. omhandlede overnatning og måltider hos dem.
Så turene til Nykøbing gav mig nogle flere oplevelser end dem, nogle af de andre sejlsportskammerater gik efter og det har min mor sikkert været glad for, da hun hjemme i Lemvig, ikke havde store chancer for at følge med i, hvad vi foretog os, når vi sejlede rundt i Limfjorden.
Vi kom hjem, “når vindene føjede sig”, ofte langt ud på natten eller dagen efter og hver gang blev vi modtaget med et: ” Nå, har I haft en god tur “?
Hver gang havde vi haft en god tur, men ikke hver gang nåede vi hjem med bådene, ja, faktisk hørte det mere til sjældenhederne, da vi så godt som altid løb ind i en “Pins-wejsten”, når vi igen skulle tilbage til hverdagen.
Med en kuling lige imod, var det sin sag for de små kragejoller at krydse op gennem Nissum bredning, ja, i det hele taget at komme igennem broen ved Oddesund, der med det vindhjørne altid havde en modstrøm på 3 streger, det højeste måleren pa broen kunne vise.
Og med de før omtalte manglende motorer var det en temmelig umulig opgave at krydse inde under broen og selv om det næsten altid blev forsøgt, var der dog grænser for, hvor længe brovagten ville holde broen oppe.
Så det endte som regel med, at vi gav os og sejlede om i Oddesund-Syd, hvor vi splejsede til en vogn hjem.

Bådene måtte så ligge der og vente på bedre vejr, til en aftentur eller en følgende weekend.

Det var sejlene og rigningen alene, der skulle stå model til disse, ofte ret belastende ture og det var langtfra altid, at grejet holdt til det.
Efter en Pinsetur, med kuling af nordvest, var der travlhed i den lille stue, omme i karetmager Hestbechs gård, i Vestergade.
Her boede i forlængelse af karetmageren, i et lille hvidkalket hus, “Kesse Bob” sammen med hans gamle forældre.
Kesse havde fundet sin egen lille niche og klarede dagen og vejen, suppleret med faderens aldersrente, med at sy og reparere sejl for sejlklubbens medlemmer.
Det sparsomme møblement i den lille lavloftede stue, udgjorde et spisebord med 4 stole ud mod vinduet til I. M. Christensens købmandsgård, et dækketøjsskab og en divan, hvor den gamle lå dagen lang og var fraværende.
Ved vinduet, ud mod Hestbechs gård, stod “Samba”, Kesses symaskine.
Det var en ekstra kraftig model, der skulle stå for lidt af hvert, når han syede i den svære sejldug fra en udblæst stormfok.
Og der skulle gode benkræfter til at betjene denne maskine, hvilket Kesse da heller ikke undlod at gøre os opmærksom på.
Kesse var ferm til at reparere sejl og til at splejse i rustfri wirer, og han havde tilsyneladende nok at gøre, da han også havde gjort sig kendt i flere af de andre Limfjordsbyer.

Men Kesse var da heller ikke til meget mere end sejl og rig, hvad han heller ikke lagde skjul på, da moderen en dag, sidst i maj måned, henvender sig til ham.
Faderen ligger på divanen med et udslukt blik, det er ved at være forbi med den gamle, og oppe, oven for byen, ligger kolonihaven og venter på dem.
“Ja’h, Kesse”, siger moderen, “vi sku’ jo da snart se at ha’ forårsgravet deroppe”.
Kesse bliver lidt urolig og kigger så over på den gamle og siger: “Ja, ja, lad os nu se, om ik’ han kommer sig.
Det gjorde han nu ikke, et par dage efter var den gamle død, og haven blev vel opgivet med hans fravær.

Havnen i Lemvig ligner stort set sig selv, som den så ud i halvtredserne, blot med den forskel, at dengang lå lystbådehavnen ude langs den lange dækmole i den nye havn.
Yderst lå de største både cg den største var som nævnt Lehmann Jensens TULLE, som var en stor kravelbygget kutter med gaffelrig og topsejl og den eneste af alle bådene med indenbords motor.
Det var den, som aldrig var med på Pinseturene – og den som vi manglede hver gang, når strømstyrke 3 og en stiv kuling af vest var lige imod ved Oddesundbroen.

Den næststørste var JUNO, som var klubbens båd, og her fik vi mindre bemidlede chancen for at lære sejlsportens finesser at kende.
Ikke, at der var en fast underviser ombord, nej, det gjaldt mere om at holde sig til hos de store, som havde fået ansvaret for den og så lære så meget man kunne af dem.
JUNO var med sin misvisende type en stor ca. 32 fods klinkbygget kragejolle med gaffelrig og klyverbom, og i modsætning til TULLE, uden motor.
6 køjepladser var der i den, hvoraf de 2 var et par smalle hundekøjer, direkte under dækket, og derfor ikke de mest eftertragtede, da vandet fra dækket altid kunne finde ned, så derfor lå det ligesom i luften, at de nye og yngste medlemmer fik dem overdraget.
Det var en særlig sport at komme for fulde sejl med JUNO ind i havnen, gå op i vinden og for en enkelt fok, få fat i agterbøjen og så langsomt glide ind på pladsen, med en mand stående yderst på klyverbommen til at holde fra mod molen.
Som perler på snor lå de efter størrelse ind langs dækmolen: LIS, CITO, RIFF, AMIGO, NECK, BLUE-BOY, LILL, BLUE-BELL, HAJ, for til sidst, at ende nede ved de egentlige joller, som var en blanding af pirater og sniper, juniorbåde og en enkelt T-jolle.
Endelig var der også musiker Orla Madsens “KULING” og toldforvalter Hansens båd, som udskilte sig fra resten i skønhed og sejlegenskaber, og derfor var det da også yderst sjældent, at man så dem nå længere ud, end ved “Karen-kost” ud for Vinkelhage.
De to deltog da heller ikke i kapsejladserne, med mindre der blev arrangeret et løb, hvor kun disse to outsidere skulle dyste mod hinanden og det skete vist aldrig, da ingen dommere havde tålmodighed til at vente pa, at de skulle nå hjem over målstregen.
Toldforvalteren havde dog forsøgt sig engang og var ved den lejlighed kommet uhjælpelig bagud, maske endda mere end det var normalt for ham, så da han langt om længe kommer i havn, sender han en af hans elever ned under vandet for at se om der er noget galt med kølen.
Den unge mand kommer op med en pøs, som har været bundet fast til roret, og den gode Hansen er nu klar over, at han har været udsat for et attentat fra en af sejlklubbens medlemmer.
Her er det vel efterhånden rimeligt at afsløre, at denne vandal var min bror Tyge, som i dag er pensioneret lods og som siden dengang har sejlet havene tynde, og han har vel sikkert pa et tidspunkt sendt toldforvalter Hansen en undskyldende beklagelse over, at toldkrydseren ved den lejlighed havde haft sin sidste deltagelse i en kapsejlads.
Men kapsejladserne var altid sommerens højdepunkter og Limfjordsdagen den absolutte.
Denne kapsejlads lå på skift mellem de større byer i Limfjorden og mange både fra nær og fjern, mødte op for at kæmpe om pokalerne.

I Lemvig var det Henning Willemoes, der var storfavorit med hans Nordisk-krydser, RIFF, som, så vidt jeg ved, stadig eksisterer.
Han er nok den sejlsportsmand, der har hentet flest præmier hjem i Limfjorden og ikke mindst var det ham, der satte Lemvig Sejlklub pa kortet den gang.
Det var også Henning, der kunne måle en båd op i NL systemet, vist et temmelig indviklet system, som blev overladt til eksperten.
De fleste af bådene sejlede den gang på NL mål, da klassebådene endnu ikke var særlig udbredte og fordelen ved dette system var så, at Iignende både kunne stille op i samme løb med den enkeltes handicap eller respit, så det ikke nødvendigvis var den båd, der kom først over målstregen, som havde vundet.
Med jollerne var det knap så indviklet. Her sejlede piratjoller og snipejoller på lige fod imod hinanden, hvad vores gode turistchef Franz Gregersen da også nød godt af, når han i sin pirat altid kom i mål før os andre i sniperne.
Men netop på en Limfjordsdag fik jeg taget revanche, lå i min snipejolle ude foran startlinjen og ventede på at vi skulle starte, da det for alvor begynder at blæse op.
De andre joller er gået ind til kajen for at tage en gast mere ombord, da jeg beslutter mig for at sejle solo og det var nok mit store held, da jeg lige nøjagtig selv kan holde båden ved at ligge på siden af den under krydsene og en halv vind på det sidste lange stræk.
Et eller andet sted i en skuffe har jeg stadig 2 sølvskeer liggende, én for startpræmie og den anden for 1. præmie, men allerbedst havde jeg det med at have vundet over Franz.

Med en velstuvet ballast af en tryg barndom og medlevende ungdom i Lemvig, forlod jeg byen i 1956 for at tage hul pa de udfordringer og oplevelser, der måtte ligge forude og vente på mig.
Det blev da også til mange spændende billeder i mit liv i udlandet og herhjemme, men altid har det været godt at have en stor familie i Lemvig, som man kunne vende tilbage til og igennem dem følge udviklingen i den by, som har betydet meget for mig.

Sakset fra ”Smilehullet” et tidsbillede fra det gamle Lemvig fortalt af Eskil Windfeld-Lund). Udgivet af Lemvig Boghandel 2006 ISBN 87-991684-0-5 efter aftale med Eskil.