Nyt fra 60+ gruppen torsdag den 19. marts 2015, Lemvig Sejlklub.
Foråret er over os. Det tiltagende lys har sin gode virkning på humøret, aktiviteterne og vort samvær.
Over kaffen og rundstykkerne får vi stadig briefet hinanden om løst og fast hos den enkelte, i klubben og på egnen. Sociale relationerne er uhyre vigtige for den enkeltes velvære og sundhed. (Videnskabeligt bevist).
Af praktiske gøremål har vi nu afsluttet renoveringen (afslibning og lak) af dansegulvet på første sal. Og der kan nu danses!! Endvidere har vi med kran-hjælp lagt standeren ned. Slibning, reparationer og maling vil pågå i de kommende uger. Vi skal være færdige og med standeren på højkant inden den 25. april på klubhusdag.
Parallelt med disse hyggelige gøremål trænger den enkelte bådejers forårsopgaver sig på. Der skal måske ombygges lidt, repareres, bundmales, poleres m.v.
Tilbage til det sociale liv. Torsdag den 26. marts afslutter vi formiddagens gøremål med en lille påskefrokost.
På gruppens vegne / Thorkild