Torsdag d. 22. januar 2026 kl. 19.00 i Lemvig Sejlklub.
Lemvig Sejlklub inviterer til en stærk og nærværende aften i selskab med Søren “Lomme” Larsen, der i hele 40 år har gjort tjeneste som frivillig redningsmand ved Kystredningstjenesten i Hvide Sande. Siden 1983 har Søren deltaget i 2–3000 aktioner på Nordsøen og Ringkøbing Fjord – og få kender havets kræfter som ham.
I dag bor Søren i København, hvor han fortsætter sin indsats so
m bådfører hos Dansk Søredningsselskab (DSRS) på Refshaleøen og deltager i mange aktioner på Øresund.
Søren fortæller om strandinger, storme, redninger og den tekniske udvikling i redningsarbejdet. Men også om de situationer, der river i hjertet:
“Jeg har ikke tal på, hvor mange jeg har reddet, men jeg ved lige præcis hvor mange, jeg ikke kunne redde,” siger Søren.
Denne aften deler han de menneskelige sider af arbejdet på havet – fra dramatiske aktioner til de øjeblikke, hvor lettelsen fylder det hele.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål, og Søren viser eksempler på videoer fra træning og aktioner, som også kan findes på YouTube ved at søge på “S
øren Lomme Larsen”.
Alle er velkomne, dog maks. 70 personer, først til mølle – denne aften koster 75 kr incl. kaffe og kage.
Tilmelding til arrangement@lemvigsejlklub.dk samt 75,00 kr. på mobilepay til 40090 senest 15/1 2026