Standerstrygning 2020

Standerstrygningen i Lemvig Sejlklub markerer, at sejlsæsonen er slut, og vinterhalvåret i sejlklubben starter op. På denne dag er der tradition for, at medlemmerne samles ved klubhuset for at nedtage standeren, og derefter at nyde samværet med en forfriskning.

Sæson 2020 har på mange måder været anderledes.

Ved standersætningen i april forhindrede forsamlings forbuddet på 10 personer som følge af COVID 19 epidemien, at medlemmerne kunne samles til klubhusdagen og sætte standeren. – og her ved sæsonens afslutning er der igen indført et max. på 10 personer der må samles.

Sejlersæsonen er under alle omstændigheder slut for 2020 sæsonen, og dette blev markeret ved, at jollesejlerne ved deres lørdagstræf den 7. november havde påtaget sig opgaven med standerstrygningen.

Sæson 2020 har været meget anderledes end tidligere sæsoner. Mange af de sociale aktiviteter er blevet aflyst, og i alle udvalg har der været meget ekstra arbejde for at få sejlaktiviteterne gennemført. Tursejlerne i klubben er nok den medlemsgruppe der har mærket mindst til begrænsningerne som følge af COVID 19 situationen. Mange af medlemmerne har haft rigtig mange gode sejlture rundt i Danmark. At kunne sejle ud på vandet har trods alt givet den frihed som vi i mange andre situationer er , og har været afskåret fra siden midten af marts måned.

Medlemmerne kan nu bruge vinteren til forberedelse af sæson 2021, og vi ser allerede frem til, at bådene igen skal søsættes, og der kommer liv og aktiviteter i og omkring klubben – og meget gerne uden begrænsninger.