Kategoriarkiv: Sejlads

Sidste tur 2017 – OPDATERET

 Fotos fra årets tur foreligger nu:

”Sidste” tursejlads 2017
(den gode gamle Herretur)

Det er en tur med traditioner.

Vi anløber Glyngøre fredag i uge 40. Det vil i år sige fredag d. 6. oktober

Turen går lørdag til Fur, og til aften Hvalpsund hvor vi afholder festmiddagen.
I år har skipperen på ”Bati” tilbudt at lave maden.
Der er fællessang, musik, taler og underholdning, nok også fra din båd??

Søndag til Virksund for frokost, om aftenen forsøger vi at gå ind til Hjarbæk.

Mandag går vi til Sundsøre for frokost, og om aftenen til Livø.

Tirsdag hjemover for de arbejdsramte m. frokost på Sillerslev

Resten fortsætter videre mod nye eventyr

Turleder:
Aksel Skovgaard tlf. 23 44 08 13
Carsten Munksgaard tlf. 40 84 90 07

Har du et indslag at bidrage med, så er du meget velkommen

Vi vil gerne have dig med

Har du lyst og vil vide mere om turen ringer du, ellers ses vi i Glyngøre.
Du bedes melde ind senest onsdag den 27. september, om du/I er med til middagen!

Se langtidsprognosen for vejret her.

“Afslutteren” afviklet i let vind og overvejende sommerligt vejr.

I år var “Afslutteren” flyttet en uge frem, for at Lemvig Sejlklub kunne bidrage med noget aktivt sejlads på fjorden, i forbindelse med årets Krabbefestival, hvor alle sejl var sat til, med mange gode events på havn og på vand. Måske var det varslet om kun 2-3 m/s vind med regnbyger der gjorde, at kun 10 både stillede til start. Men dem der ikke deltog, gik glip af en rigtig dejlig sejlads ude på Bredningen med 5-6 m/s fra Syd. I år lavede vi en noget anderledes bane, hvor vi startede fra Nord-siden af startlinien og gik ind mod Lemvig Havn for at runde kompasmærket i havnen, derefter en lænser ud til bøje 2 – ud til bøje 3 (den grønne bøje yderst i renden) – op til kompasmærket ved Sælhundeholm Løb på lænser nr. 2 – på kryds SØ til den store grønne tønde nr. 15 – endnu en lænser op til kompasmærket ved Sælhundeholm Løb – en foran for tværs ned til bøje 3 – ind til bøje 2, hvor de forreste både kunne holde spiler, men efterfølgende faldt vinden og kørte lidt rundt, så det blev en foran for tværs for de efterfølgende både. Og så var der ellers blankt vand ind mod mållinien mellem kompasmærket ved Lemvig Havn – og Thorhauges sølvgrå Peugeot.

Da alle var kommet i havn, havde vi en fin lille præmieoverrækkelse, hvor vi skabte opmærksomhed omkring den gennemførte sejlads. Med signalpistol og sirene på en megafon, kan man sagtens kalde folk til !

4. pladsen gik til Erik Skovgaard i “Frigga”

3. pladsen gik til Kresten Valeur Jepsen i “Dixi”

2. pladsen gik til Ole Mose Jeppesen i “Cartan”

1.pladsen gik til Peder Kallerup i “Marie”.

Tak for i år. Vejret kan kun blive bedre næste år !

Se resultatet her (med ankomsttiderne fra målfotos!

Foto: KKW

8. og afsluttende sejlads i Klubmesterskabet.

Der blev lagt en relativ kort bane i en jævn vind fra WSW. Både uden spiler, skulle runde mærke 8, ud til kompasmærket, retur til mærke 8 og i mål, både med spiler skulle fortsætte ud til den grønne bøje 3, inden de gik retur til mærke 8 og i mål.

Efter sejladsen var der hyggeligt samvær i klubhuset, hvor ca. 60 sejlere gjorde forsøg på at udrydde Slagter Mortensens dejlige Skipperlabsskovs. Det lykkedes ikke helt. Der var præmieoverrækkelser til de 3 bedst placerede i løb 1 (7 både) og til de 2 bedst placerede i løb 2 og 3 (6 både i hvert løb).

Aftenens resultat kan ses her

Og det samlede og endelige resultat af Klubmesterskabet, kan ses her 

Kapsejladsudvalget vil gerne sige tak for god og fair sejlads og tak for udvist overbærenhed med de 2 “ferieafløsere”. De fleste af os ses forhåbentligt til Afslutteren, hvor 1. start går kl. 9.30 på lørdag d. 16. september.

Lemvig Folkeblad 14.9.2017

7. sejlads i klubmesterskabet

Med en middelvind omkring 6 m/s fra syd, blev der lagt en bane mod den gule kapsejladsbøje 6 ved Gjeller spids, ind til kompasmærket ved Lemvig Havn, ud til bøje nr. 6 igen, hvorefter både uden spiler gik i mål. Både med spiler, skulle have endnu en tur ind til Lemvig Havn. Vinden var rimelig stabil, men især på strækningen mellem Lemvig Marina og Lemvig Havn var det en udfordring at finde vinden, fordi by og skrænter gav læ for søndenvinden.

Næste tirsdag, er sidste sejlads i serien “Klubmesterskabet”. Første start kl. 18.00 og 2. start kl. 18.10. Vi slutter sejladsen af med en god gang Skipperlapsskovs, tilberedt af Slagter Mortensen og så er der selvfølgelig præmieoverrækkelser også. Mail bliver udsendt til alle kapsejlere, med tilmelding til Peder Kallerup.

Aftenens resultat kan ses her

Og den samlede stilling inden 8. og sidste sejlads i serien, her