Alle indlæg af Thorkild Sønderskov

Sommerferie 60+erne

”Sommeren” er over os. Blæst og regn ved lave temperaturer udgør i øjeblikket sommervejret.

Det kan kun, og det må blive bedre!

60+erne i Lemvig Sejlklub er gået på ferie. Det er nu, der skal sejles, ferieres, rejses eller der skal passes børnebørn.

Det bliver spændende at høre første gang efter ferien torsdag den 10.august, hvad årstiden har bibragt de forskellige med sejl- og andre oplevelser. Og husk – vi har noget til gode. Hverken fællestur med frokost i Thyborøn eller afslutningsfrokost blev til noget. Det må vi gøre bedre i august.

Ha’ en forsat god sommer.

På gruppens vegne

Thorkild

Kort nyt fra 60+

Kort 60+ nyt!

Vi iler med en datoændring. Den næste fællesspisning var som tidligere meddelt fastsat til torsdag den 27. april. Men efter nærmere omtanke – og det er aldrig for sent at tænke sig godt om – passer denne dato meget dårligt, idet vi har arbejds- og festdag med standerhejsning i klubhuset lørdag den 29. april.

Derfor flytter vi fællesspisningen til torsdag den 20. april 18.30!!!

Desuden har vi fuld gang i arbejdet foran klubhuset med etablering af en ny terrasse til spiseborde med lækroge. Vi håber, at resultatet vil være til glæde for klubbens gæster og egne medlemmer – ja, for alle der nyder den smukke natur.

Torsdag den 13. er helliget påsken – derfor ingen aktivitet i ”60+ klubben”. Vi ses den 20. april!

På gruppens vegne

Thorkild

 

60+nyt

60+ nyt!

På grund af uge 7 – vinterferie for skolerne her i området – holder vi i ”60+ klubben” også fri. Andre aktiviteter trænger sig på såsom skiferie, mulige aktivitetsopgaver med børnebørn, museumsbesøg o.s.v.

Derfor lukket torsdag den 16. februar.

På gensyn den 23.

På gruppens vegne

Thorkild

60+erne!

Sker der noget hos klubbens 60+ere?

Javist gør der det. Vi mødes stadig om torsdagen kl. 9.30 til den obligatoriske kaffesnak. Igennem samtaler og fortællinger forsøger vi at finde løsninger og højne den enkeltes niveau på det politiske verdensbillede i DK. Og der har i dette efterår været nok at tage fat på. Men muntert har det været! Desuden briefer vi hinanden om muligt nyt fra sejlklubbens ”liv”.

Vore både er selvfølgelig taget af vandet og sat på stativ – måske endda kørt under tag i en af hallerne. Herefter forestår nu vinterens vedligeholdelses- og renoveringsopgaver. Men den tid – den glæde!

På de fælles og praktiske opgaver ved vort klubhus har der også været aktiviteter. Vi har renoveret og malet (kommunens) stakit ved bro 2, ligesom bord og bænk er rengjorte. Endvidere er afløbsrørene under håndvaskene på de to små toiletter blevet fornyede. Det ser rigtig flot ud! Ligeledes er der opsat nyt lys over opslagstavlen i entreen.

Og det var lidt om de små opgaver. Herefter en lille orientering om kommende større vinteropgaver. Klubbens bestyrelse har besluttet, at der skal opsættes et mere lyddæmpende loft (træbeton som på 1. sal)i klubhusets stueetage. I henhold til aftalen med leverandøren modtager vi pladerne torsdag den 15. december (før frokosten). Sådanne plader skal helst tilpasse sig husets klima før opsætning. Når dette er sket på første sal, forventer vi at sætte det nye loft op mellem bjælkerne i januar. Om dette arbejde og tidspunkter senere i en ny skrivelse.

Desuden har vi givet tilsagn om en hjælpende hånd, når de gamle og rustne containere til kajakkerne skal væk og erstattes med et rigtigt hus til foråret. Det kan KUN blive smukkere!!!

Sidst men ikke mindst i denne omgang. Vi holder julefrokost nu på torsdag den 15. december. Alligevel begynder vi som altid med kaffen kl. 9.30 først. Mød op og gør også denne sammenkomst festlig!

På gruppens vegne

Thorkild

Fra 60+erne i september 2016

Lemvig Sejlklub og 60+erne!

Sker der noget i denne gruppe! Jovist. Vi mødes stadig på torsdage fra 9.30 og 2-2,5 time frem.

Efter sommerens pause og de forskelliges sejlture, er der mange oplevelser at berette om over kaffen eller i forbindelse det sociale liv og snakken over arbejdet med de forskellige praktiske opgaver, vi påtager os. Af sådanne opgaver fra sommeren kan nævnes, renovering af redningsposter ved broerne, reparation af bord, bænk og stakit ved bro 2, nye kæder mellem pontonerne, vedligeholdelse af gæstecyklerne, m.v.

Endvidere havde klubben onsdag den 21. september – som ved tidligere år – besøg af tjekkiske unge mennesker, der var på skolebesøg i Nr. Nissum. Sammen med andre medlemmer fra sejlklubben havde de unge mennesker mulighed for at deltage i vindsurfing, sejlads i små ”legekajakker” eller få sejltur på en sejlbåd. Fra 60+ gruppen var der tre både på vandet.

Og nu nærmer efteråret sig, hvor bådene skal på land og evt. i hal. Hvor det ønskes, kan man altid få en hjælpende hånd med mast, med båd, med vogn o.s.v.

I den forbindelse er det besluttet og ”konfirmeret” af haludvalgets formand (Niels Bækdal), at vi kører bådvognene ud næste gang, vi mødes – torsdag den 29. september. Så er det lettere for den enkelte bådejer selv at finde vognen frem til transport. De forskellige traktorføreres navne og telefonnumre kan findes på klubbens hjemmeside.

På gruppens vegne

Thorkild Sønderskov

60+-erne – hvad sker der?

60+erne – hvad sker der?

Det lidt kolde og særdeles omskiftelige forår er nu ved sin afslutning. Sommeren begynder onsdag i næste uge. Og jeg er sikker på, at Bo, klubbens formand, har lovet bedre vejr end sidste år, hvor kulde og blæsevejr forhindrede mange sejlture rundt i vort smukke land.

Det må helt klart være enhver formands opgave i en sejlklub, at sørge for godt vejr til sejlads for medlemmerne!! Og Bo tager det alvorligt – herligt!!

Vore torsdag formiddage ”kører” i et rimeligt fast mønster. Først drikker vi kaffe og spiser rundstykker. Samtidig får vi gennem samtalen løst verdens mange problemer. Og der har været nok at tage fat på! Efterfølgende har vi kunnet hjælpe hinanden med bådene, som nu stort set er færdige til sommerens sejladser. Desuden har vi i fællesskab kunnet afhjælpe mange små og større opgaver i og ved klubhuset – ved bådhallerne. Som enkelte måske har bemærket – vore 3 broer er blevet rengjorte for vel 40 års snavs og algevækst. Endvidere er det næsten blevet en æressag, at vinduerne i klubhuset holdes rengjorte og gennemsigtige.

Men nu skal vi snart holde sommerferie og give os mulighed for at sejle.

Derfor ingen torsdagsarrangementer fra den 30. juni til den 4. august – begge datoer incl. Vi mødes solbrændte og udhvilede fra sommerens mange togter torsdag den 11. august.

På gruppens vegne og med ønsket om en god sommer

Thorkild Sønderskov

60+erne etablerer nyt køkken i klubhuset

Nyt køkken i klubhuset januar 2016 med 60+erne!

Vi besluttede ved kaffen torsdag den 7. januar, at vi fra mandag den 11. januar kl. 9 igangsætter arbejdet i forbindelse med etablering af nyt køkken.

Vi forestiller os en arbejdsdag fortløbende de kommende par uger fra kl. 9 til 15, hvor man selv medbringer mad til frokost.

Alle har vi travlt med mange andre gøremål. Og man skal selvfølgelig ikke aflyse deltagelse i disse. Men kom og hjælp med opgaverne, når du har tid og lyst. Det sociale liv styrkes, og man får afløb for uro i fingrene – aktivitet gør godt!

  1. Nye skabe, skuffer, hylder o.s.v. skal samles.
  2. Det gamle køkken skal tømmes og fjernes.
  3. Køkkenrummet skal klargøres, males o.s.v.
  4. Der skal etableres vand og afløb til udslagsvask i depotrum.
  5. Der skal etableres el til nyt lys i køkkenskabe.
  6. Nyt køkken og nye bordplader skal monteres.
  7. Måske – måske – hvis der er tid, kræfter og lyst – grundig rengøring af gulvet.

Alle brugere af vort dejlige klubhus må derfor være indstillet på dette arbejde i januar. Vi forsøger at minimere rodet!

På gruppens vegne

Thorkild