”HERRETUREN” 2002                                                                     KKW/Grace

Jeg havde sidste år debut på deltagelse i ”Herreturen”. Her sejlede Niels Bækdal og undertegnede i Grace  og beretningen har været gengivet i SPRØJTEN.

Det eneste, der ligger fast er, at man mødes fredag aften i uge 41 i Glyngøre og at alle er velkomne.

Og hvad er ”herreturen”? Jo i Lemvig Sejlklub har vi ikke en ”mandetur”, men en ”herretur”. Jeg er ikke helt klar over forskellen, men hvis man fortæller, at man skal på mandetur,  følger der typisk en dyb ”Hø-hø, Nå! Du skal på mandetur! Hø-hø”. Og det er selvfølgelig fordi det straks antages, at der på en mandetur drikkes fra morgen til aften! Men sådan er det slet ikke på Lemvig Sejlklubs ”herretur”, og det er måske det, der er forskellen:

Mandetur = druktur

Herretur = tur for  mænd

Men tilbage til 2002-turen. Aftalen var, at vi i år skulle sejle i Niels’ nye båd, Havfruen. Niels skulle imidlertid til sin fars fødselsdagsfest, så det kunne ikke lade sig gøre.

Jeg talte derpå med Kris fra Dixi, og han var straks med på idéen. Men ak, Kris’ far blev syg, og Kris’ bror kom hjem fra den anden side af jorden, så Kris kunne alligevel ikke komme med. Jeg var derpå ved at opgive deltagelsen, men lørdag aften under jolle-DM’et fandt Irene ud af, at Bo, der skulle have haft Gunner med i Scirocco, heller ikke kunne, så stod Gunner uden hyre (og Argo stod i Aalborg) eller også skulle han med som 3. mand i Athena, en motorsejler!

Jeg fik talt med Gunner og han var fyr og flamme. I ugens løb fik vi aftalt med Athena, at være fælles om aftensmaden. Anna ville lave en varm ret til fredag aften, og Irene ville lave en til lørdag aften. Gunner ville tage med til morgenmad og frokost, så provianten var hurtig klaret (for mig).

Vejrudsigten lovede ikke særlig fint vejr: Koldt og blæsende – kort sagt: En rigtig herretur!!

Vi havde hørt, at de andre deltagere ville starte omkring middagstid, og Gunner og jeg aftalte, at vi ville mødes 12:45, så vi kunne starte kl. 13. Og det lykkedes faktisk. 13:03 tøffede vi ud af marinaen. Gunner fortalte, at Junkerne var startet ved 11-tiden. Athena ved 12-tiden og Sidsten ved 12:30-tiden. 10 minutter før vi gik ud, startede Daphne.

Vinden var frisk omkring 10 m/sek fra øst, så vi tog et reb umiddelbart efter start. Vi kunne se, at Sidsten og Athena havde taget et langt slag vest om Rønnen. Vi gik øst om Rønnen og tog derefter et langt slag over til Thy. Da vi nærmede os skoven ved Oddesund, var vi kommet meget langt ind mod land og kunne ikke se broen. Pludselig var der ikke mere end 2,2 m vand (det var ekstremt lavvandet) og jeg drejede udad. Men dybden faldt stadig og pludselig kunne man mærke, at kølen bumpede hen over sandbunden. Krængningen var stor, så jeg fik lidt sved på panden. Men vi holdt hovedet koldt og holdt fingrene fra skøderne og i det næste pust gled vi af og var fri igen. Pyha!

Da vi rundede pynten så, at der lå en fiskerbåd sammen med Athena og Sidsten og ventede. Vi så toget køre over, og var klar over, at det var nu. Motoren blev startet og med fuldt tryk på skruen, en masse vind og ingen sø høvlede vi hen mod broen, der var på vej op, og heldigvis nåede vi med (på trods af kraftig modstrøm). Under broen kunne vi se Junkerne. Kl. godt 15 gik vi under broen og tog et slag over mod Søndbjerg, da strømmen var stærk imod. På vej over mod Venø passerede vi Athena og Sidsten. Én af junkerne, Irene, flængede sit storsejl og vendte ned mod Venø havn. Her viste det sig, at han ikke kunne gå ind p.g.a. manglende vanddybde, hvorefter han gik til Struer. Nu var vi 9 både tilbage. Vi nåede Andy og lidt efter passerede vi Møffe, Jane, Ternen og Kluk.

Kl. 18:30 / log 32,4 (der plejer at være godt 24 sømil!) anløb vi Glyngøre. Vi havde rebet ud et stykke efter Sillerslev, da vinden faldt. Det var lidt koldt den sidste times tid, nok mest på grund af turens varighed. Vi fik rigget 2 ledninger i land, så vi kunne sætte vores 500W varmeovn og Gunners 1000W varmeblæser i gang på én gang.

Lidt efter begyndte de andre både at dukke op, og madlavningen begyndte. Daphne kom som den sidste ved 20-tiden. Desværre kunne vi ikke låne klubhuset, da de selv skulle bruge det. Athena fik stablet en lækker ret bestående af lakse/rejesandwich med en øl efterfulgt af koteletter i fad med ris, hvortil vi fik et par flasker ”opvarmet” rødvin til. Ved 24-tiden sagde vi godnat, og da vi kom over i Grace, var der en dejlig varme. Ingen af os frøs heldigvis om natten!

Næste morgen var der fælles morgenbord i klubhuset kl. 9. Her  diskuterede vi dagens mål. På et tidspunkt var beslutningen at gå til Fur og spise frokost og derefter rundt om Fur tilbage til enten Nykøbing eller Glyngøre. Denne beslutning blev senere ændret til, at vi gik direkte til Vildsund. Andy ville dog kun til Nykøbing, da de havde en aftale søndag i Lemvig. Nu var vi 8 både tilbage!

Ca. 10:30 gik vi ud af havnen som én af de sidste og drejede nordpå. Vi tog igen et reb og slækkede mere og mere ud, efterhånden som vinden drejede lidt sydover. Det gik godt, vinden var 9-11 m/sek. fra øst, og ved 12:30-tiden rundede vi som den første grundkosten ved Fegge Røn i øsende regn. Møffe havde faktisk været på vej til Fur, idet han var gået, da denne beslutning blev ændret. Men han kunne se, at vi alle sammen gik nordpå, så han fulgte heldigvis efter!

Regnen holdt op og da vi havde rundet grundkosten ved Skare Hage spiste vi frokost. Vinden var lige agten ind og da bølgerne byggede sig op kunne vi efterhånden tage nogle gode surf-ture. Det mærkelige var, at vi indhentede bølgerne. Normalt bliver man overhalet af en bølge. Flere gange var loggen oppe og ringe på 10 knob og det meste af vejen stod den mellem 8 og 9, så det gik rigtig stærkt. 15:25 / log 27,0 gik vi ind i Vild-sund, hvor vi fik en kop kaffe og et stykke af Elins kage.

El-installationerne så mere simple ud i Vildsund end i Glyngøre, så vi var enige om, at vi hellere måtte nøjes med 500W-varmeovnen.

Senere dukkede de andre både op og Steen fik lånt en nøgle til klubhuset. Her tændte vi for varmen og efterhånden gik man i gang med madlavningen (i hvert fald de, der ikke hentede det i grill-baren!). Kl. 19 skulle vi mødes i klubhuset til fælles spisning. Gunner skrællede kartofler og vi fik Irene’s Beuf Stroganoff sat over i Athena’s store gryde. Kristian sad med fødderne inde i Athena’s ovn for at få varme i dem efter middagssøvnen! Jeg var lidt nervøs for, om der var nok, (da jeg havde set Henning, Kristian og Gunners glubende appetit). Da maden var færdig, var kl. 19. Vi tændte ovnen, så den var klar til Irenes æbletærte.

Igen fik vi  et par flasker opvarmet rødvin. Maden slog til og Gunner gik over for at varme tærten op. Den smagte herligt ovenpå den dejlige gryderet. Aftenen forløb med godt humør og allerede før midnat gik vi til ro Vi frøs heldigvis ikke om natten, men sikken en nat! Det blæste op, så det hylede og ruskede i riggen, båden gyngede, da bølgerne løb helt ind i hjørnet af havnen.

Næste morgen havde vi aftalt at mødes i klubhuset til morgenmad kl. 8:30. Kl. 10 stod vi ud af havnen og nøjedes med at rulle fokken ud. Vejrudsigten lovede hård vind. Ved 12-tiden rundede vi grundkosten ved Doverodde og havde herefter stiv kryds til Jegindø. Da vandstanden var ca. 1 m under daglig vande, tog vi ingen chancer.

Efter Bøhløre kunne vi slække ud og da vi rundede Jegind Tap, var vinden næsten lige agten ind. Igen gik det rigtig stærkt. Før broen var vi næsten oppe på 10 knob, bare for en fok! 14:30 var vi ved broen, men måtte vente et kvarters tid til Møffe nåede frem. De 3 junkere, der var startet en halv times tid senere, ville til Gyldendal. (Ejvind har senere fortalt, at han flængede storsejlet på krydset fra Doverodde. De havde haft store problemer med at komme ind i Gyldendal, hvor de pløjede en rende hele vejen ind. Heldigvis var vandstanden steget 20 cm næste morgen, da de skulle ud igen.)

Efter broen spiste vi frokost og kl. 16:00 / log 37,9 anløb vi Lemvig Marina. Da så den sejlede distance, ærgrede vi os lidt over, at vi ikke havde sejlet en lille omvej, så vi havde rundet 100 sømil! (Det må de 3 junkere have gjort) Det havde været lidt koldt på den sidste del af turen, selvom vinden var agten ind; men vinden var også meget frisk det meste af vejen -10-13 m/sek.

Vi var enige om, at det havde været en rigtig ”herretur” i noget rigtig ”herreluft” og i rigtige efterårstemperaturer, 4-6°. Men selvom det havde været koldt og surt og selvom vi havde frosset lidt et par gange, var vi dog enige om, at det havde været en dejlig tur, som vi ikke ville have undværet!

Tak til de øvrige deltagere for hyggeligt samvær, og specielt tak til Gunner fordi han passede mig op!

KW/Grace

 

Deltagere på ”Herreturen” 2002:
Junker 26, Irene med Jens Peter Østergaard
Junker 26, Andy med Svend Aage og Laila Lauridsen
Junker 26, Kluk med Steen Kirk
Junker 26, Jane med Holger Andreassen
Junker 26, Ternen med Ejvind Madsen og Gerhard Jürgensen
Poker 27, Møffe med Erling Nielsen
Granada 27, Daphne med Brian og Peter Sand
Elvström 32, Sidsten med Aksel Skovgaard og Roald Henriksen
Targa 96, Athena med Henning Møller og Kristian Kristensen
Omega 34, Grace med Gunner Simonsen og Knud Kristian Wrist
Altså nøjagtigt som sidste år: 10 både med 16 ”herrer” (incl. Laila!!!)

Udsejlede distancer på turen:
Strækning Logget distance
Lemvig-Glyngøre 32,4 sømil
Glyngøre-Vildsund 27,0 sømil
Vildsund-Lemvig 36,9 sømil
I alt 96,3 sømil